Almindelige betingelser for bestilling af Workshops hos GynZone ApS

Nedenstående betingelser gælder for workshops bestilt af en institution eller virksomhed. For individers tilmelding til åbne workshops gennem webshoppen, se Betingelser for workshops solgt gennem GynZones webshop.


1. ALMINDELIGE BETINGELSER

  1. Disse almindelige betingelser (”Betingelserne”) finder anvendelse ved afholdelse af workshops og foredrag (herefter ”Workshops”) der tilbydes og leveres til enhver kunde (”Kunden”) af GynZone ApS, CVR-nr. 29 81 39 57, Jægergårdsgade 156 R, 1. sal, 8000 Aarhus C (”GynZone”) på Kundens arbejdsplads, uddannelsessted eller andet aftalt sted. Betingelserne gælder uanset Kundens yderligere/og eller modstridende betingelser angivet i bestillinger eller anden kommunikation fra Kundens side. Bestemmelser, der fraviger eller supplerer Betingelserne, er kun gyldige i det omfang, sådanne bestemmelser er udtrykkeligt og skriftligt accepteret af GynZone.

2. BESTILLING AF WORKSHOPS

  1. En bestilling afgivet af Kunden på Workshops skal som minimum indeholde det overordnede emne, antal deltagere samt sted og tidspunkt for Workshoppens afholdelse. En bestilling er først bindende for GynZone ved GynZones skriftlige accept af bestillingen.
  2. Kunden er indtil 14 dage inden Workshoppens afholdelse berettiget til at fremsætte ønsker til indholdet af Workshoppen. GynZone er ikke forpligtet til at tage hensyn til eller inddrage sådanne kundeønsker i Workshoppen, men vil i videst mulig omfang forsøge at tage højde her for, i det omfang ønsket er inden for det overordnede aftalte emne for Workshoppen.
  3. Tilsvarende kan kunden indtil 14 dage inden Workshoppens afholdelse fremsætte ønske om at øge antallet af deltagere. GynZone vil efterkomme sådanne ønsker, hvis det er muligt at skaffe undervisere og kursusmaterialer til de ekstra deltagere. Efter GynZones accept af Kundens bestilling, påvirker det ikke prisen for Workshoppen jf. pkt. 3.2 og 3.4, at antallet af deltagere nedsættes, medmindre der forinden indgås særskilt aftale herom.
  4. Hvis der ved Workshoppens afholdelse er flere deltagere end aftalt, er underviseren berettiget til at afvise det overskydende antal deltagere. Kun hvis underviseren finder det muligt at gennemføre Workshoppen med det øgede antal deltagere, uden at det efter underviserens vurdering går ud over undervisningens kvalitet, kan de ekstra deltagere få plads på Workshoppen. I et sådant tilfælde vil Kunden blive pålagt et tillæg for det ekstra antal deltagere (se punkt 3.3).

3. PRIS OG BETALING

  1. Alle priser angivet af GynZone er eksklusiv moms medmindre andet aftales mellem GynZone og Kunden. Transportomkostninger, forplejning, overnatning og andre eksterne omkostninger angives særskilt på fakturaen.
  1. Prisen for Workshoppen fastsættes ud fra antallet af deltagere på Workshoppen. Hertil lægges i nødvendigt omfang udgifter til transport, forplejning og overnatning.  
  2. I tilfælde af at underviseren på dagen for Workshoppen accepterer et øget antal deltagere (jf punkt 2.4), vil et tillæg opgjort forholdsmæssigt ud fra antallet af ekstra deltagere blive tilføjet til fakturaen. Hvis Kunden allerede har betalt for Workshoppen, sender GynZone en supplerende faktura for det ekstra antal deltagere.
  3. Kunden er ikke berettiget til et afslag, såfremt det faktiske deltagerantal er mindre end oprindelig aftalt.
  4. Medmindre andet er aftalt, sendes fakturaen for Workshoppen umiddelbart efter Workshoppens afholdelse. Betaling skal ske senest 30 dage fra fakturadato.
  5. Ved Kundens forsinkelse med betalingen for Workshoppen, tillægges en morarente på 2 (to) % af det forfaldne beløb for hver påbegyndt måned, indtil fuld betaling er erlagt af Kunden.
  6. Reklamation fra Kunden berettiger ikke Kunden til at tilbageholde betaling for Workshoppen.

4. ANSVARSBEGÆNSNING

  1. GynZone er i intet tilfælde ansvarlig for Kundens utilfredshed med en afholdt Workshop eller aflysning af en Workshop, som er sket i overensstemmelse med punkt 6 nedenfor.
  2. GynZones ansvar for Workshops, herunder som følge af aflysninger, er i ethvert tilfælde begrænset til den fakturerede pris for den pågældende Workshop.

5. AFLYSNING AF WORKSHOPPEN

  1. Kunden kan aflyse en Workshop frem til og med 3 måneder inden Workshoppens afholdelse. Efter dette tidspunkt skal Kunden betale et afbestillingsgebyr på 50 % af prisen for Workshoppen. Ved aflysning eller annullering af tilmelding 14 dage eller senere før Workshoppens afholdelse skal Kunden betale fuld pris for Workshoppen. 

6. UNDERVISERENS FORFALD

  1. I tilfælde af underviserens forfald på grund af sygdom eller lignende, skal GynZone gøre sit yderste for, at Workshoppen alligevel kan afholdes med en anden underviser, der også er kompetent til at forestå Workshoppen.
  2. Kan en Workshop ikke gennemføres på grund af underviserens forfald, er GynZone forpligtet til inden 7 dage herefter at tilbagebetale den fulde betaling fra Kunden for Workshoppen. Kunden kan ikke kræve erstatning eller anden kompensation, hvis Workshoppen ikke gennemføres (se også pkt. 4). 

7. IMMATERIELLE RETTIGHEDER

  1. Alle immaterielle rettigheder og andre rettigheder, herunder men ikke begrænset til copyright, know how, design og varemærker, som er udviklet af GynZone, herunder i forbindelse med Workshops, samt al materiale relateret til Workshops, er til enhver tid GynZones eksklusive ejendom.
  2. Kunden indrømmes en permanent brugsret til udleveret materiale i forbindelse med afholdelse af Workshop ved Kundens betaling af den fulde pris for Workshoppen.

8. LOVVALG OG VÆRNETING

  1. Betingelserne er undergivet dansk ret, bortset fra CISG samt dansk rets international privatretlige regler, hvis disse ville føre til anvendelse af et andet lands ret end dansk ret.
  2. Enhver tvist mellem GynZone og Kunden, skal afgøres af de almindelige domstole, ved retten i Aarhus.
Version 1.1, dateret 19. august 2016